Det frie valg af folkeskole har i den senest tid stået for skud i medierne. Frygten er tilsyneladende, at forældrene vil udvikle sig til de rene forbrugere, der shopper rundt mellem de forskellige skoletilbud og flytter deres børn ved den mindste uoverensstemmelse.

Jeg synes, det er en grov undervurdering af forældrene og et udtryk for formynderi. Frit skolevalg er efter min mening en vigtig rettighed, netop fordi en god skolegang er af stor betydning for vores børn.

Rod og regnefejl i skolerådmand Torben Brandis (S) magistrat har i den indeværende valgperiode ramt de århusianske folkeskoler hårdt. I Venstre prioriterer vi folkeskolen højt som en væsentlig del af et godt barneliv og som grundlæggende for den enkeltes livsmuligheder og demokratiske dannelse. Denne opgave løses ikke med penge alene, men de økonomiske midler må også stå mål med de krav, vi stiller om en alsidig og tidssvarende undervisning af høj faglig kvalitet i rare og inspirerende omgivelser.

Derfor har Venstre i de netop afsluttede budgetforhandlinger arbejdet benhårdt for en økonomisk genopretning af folkeskolerne – og det er lykkedes at komme igennem med en række initiativer, der vil bidrage til at øge fagligheden og forbedre de fysiske rammer i folkeskolen. Der er blandt andet afsat 45 mio. kr. til renovering af naturfagslokalerne, så naturfagsundervisningen rent faktisk kommer til at foregå i faglokaler med mulighed for en eksperimentel undervisning. Århusianske elever kan også se frem til nye legepladser og forbedrede toiletforhold. Endelig er der afsat midler til at fortsætte den succesfulde indsats med at hæve fagligheden blandt de tosprogede elever på magnetskolerne, samtidig med at der integrationsmæssigt er blevet flere strenge at spille på med midler til at igangsætte sprogscreening og spredning af elever med alvorlige dansksproglige problemer.

Århus Stiftstidendes lederskribent harcelerer den 9. september over en gruppe initiativrige forældre til eleverne i 2. klasserne på Kragelundskolen i Højbjerg, der trods afslag fra skolens leder brugte tid og penge på at male børnenes forfaldne klasselokaler, så de blev lyse og rare at være i.

Stiftstidende har ganske ret i, at skolelederens afgørelse naturligvis skal respekteres. Men det undrer mig, at der slet ikke sættes spørgsmålstegn ved skolens begrundelse for at afslå forældrenes flotte tilbud. ”Det er kommunens ansvar”, lyder forklaringen – og ganske rigtigt sorterer folkeskolens drift og vedligeholdelse under kommunen. Men betyder det, at skolens ledelse skal blokere for enhver form for initiativ, der ikke er betalt og udført af kommunen? Skal det så også være forbudt at tage på besøg på forældrenes virksomheder? Skal forældre ikke længere kunne gæsteundervise, hvis de har erfaringer fra job og rejser, der kan bidrage til at gøre undervisningen mere alsidig og virkelighedsnær? Skal skolen afslå forældretilbud om materialer som f.eks. gamle fiskenet eller brugte symaskiner, der kan gøre stor gavn i undervisningen, fordi de ikke er finansieret af kommunekassen?

Skolerne klager – og ofte med rette – over nedskæringer og forældre, der ofte ikke kan se længere end til deres eget barn. Netop derfor burde Kragelundsskolen da sætte pris på forældregruppens engagement og vilje til at yde en indsats til gavn for hele klassen. Ja, for hele skolen for med forældrenes indsats er der jo to klasseværelser mindre at tænke på og dermed flere penge at bruge andetsteds på skolen.

Forældrene skal ikke som rollemodeller opfordre til civil ulydighed og manglende respekt for skolens beslutninger. Men som en af samfundets vigtigste opdragende og normsættende institutioner bør skolen heller ikke stå som eksponent for en sådan donormentalitet, men tværtimod støtte op om initiativ og engagement, der kan vise børnene et godt eksempel på virkelyst og medansvar for fællesskabet.

Som afslutning på en naturfaglig temauge besøgte jeg i festugen naturteltet på Rådhuspladsen, hvor studerende fra byens naturvidenskabelige uddannelser underviste elever fra folkeskolens ældste klasser. Og jeg kan bekræfte, at naturfagene sagtens kan fænge en 8. klasses elev.

Det er dejligt at opleve, for interesse er et godt udgangspunkt for at tilegne sig de grundlæggende kundskaber og færdigheder i folkeskolens naturfagsundervisning.

Det er også nødvendigt, for udviklingen inden for det naturvidenskabelige område går stærkt i disse år, og det kræver en solid basisviden, hvis eleverne skal have mulighed for at tage stilling til de samfundsmæssige, miljømæssige og etiske konsekvenser af denne udvikling, og hvis de skal have lysten og forudsætningerne for at videreuddanne sig inden for dette felt.

Desværre indikerer PISA-undersøgelsen og manglen på søgning til de naturvidenskabelige uddannelser, at ikke alle folkeskoler har formået at løse denne opgave godt nok.

Eksamen i naturfag
Det skyldes uden tvivl, at naturfagene har været nedprioriteret i en årrække - og det har sat sit præg i form af nedslidte faglokaler og mangel på fagudstyr og opdaterede bogsystemer. Samtidig er undervisningen ofte blevet varetaget af lærere uden naturfaglige liniefag.

Derfor har regeringen indført eksamen i naturfagene startende fra dette skoleår. Det er positivt, for det betyder, at fagene bliver opprioriteret på skolerne; - og på lærerværelserne har de kridtet skoene. De skal ikke lide under fortidens forsømmelser men have ordentlige vilkår for at løfte opgaven fremover — og her  må byrådet også tage et medansvar.

Lørdag d. 6. august afså socialdemokraternes nye leder Helle Thorning-Smith tid til at besøge Århus og aflevere budskabet om, at integrationen på flere skoler er gået skævt i Århus. En medievenlig one-liner - men også en sandhed med modifikationer og en spand kold vand i hovedet på de lærere, socialarbejdere, forældre, politikere m.fl., der i de seneste år har gjort et kolossalt stort arbejde med at vende udviklingen til det bedre på de skoler, som har haft svære vilkår pga. en stor andel af tosprogede elever.

Det er klart, at folkeskolerne står over for en utrolig stor opgave, da mange års forfejlet bolig- og integrationspolitik uvægerlig også er slået igennem her, hvilket har resulteret i store faglige og sociale problemer på vestbyens skoler. Det er en lang og hård proces at vende denne udvikling, men med de sidste fire års massive bestræbelser på at skabe en sammenhængende integrationsindsats, ser det trods alt ud til, at det er lykkedes at få vendt skuden i den rigtige retning.

Med magnetskole-konceptet tilføres hvert år ekstra ressourcer til de mest belastede af vestbyens skoler med målsætningen om at fastholde og tiltrække skoledistriktets elever. Midlerne bliver blandt andet brugt til at højne fagligheden med ekstra timer og lærerressourcer og til at søge skabe sammenhængende undervisnings- og fritidstilbud på skolerne. Selv havde jeg den meget positive oplevelse at besøge Nordgårdsskolen i juni, der kunne berette om effekterne af indsatsen i form af et højere fagligt niveau, øget elevengagement og et forbedret skole-hjem-samarbejde.

Grundlaget for en god skolegang for de tosprogede børn tilstræbes ved massiv sprogstøtteundervisning for førskolebørn allerede fra 3-års-alderen, så de kan starte i børnehaveklasse på lige fod med deres jævnaldrende. Og etableringen af et tæt samarbejde mellem lokale institutions- og fagfolk gør en forskel med hensyn til at sikre en rettidig, lokal og koordineret indsats for de særligt udsatte børn. Med forslaget om at nedsætte et uddannelsesudvalg og beskæftigelsesudvalg på integrationsområdet vil Venstre også gøre en ekstra indsats for at sikre, at eleverne kommer godt i gang med erhvervsarbejde eller en videregående uddannelse efter endt skolegang, så de kan tage aktivt og virksomt del i samfundslivet. Det er integrationspolitik, der hænger sammen – uanset hvad man måtte mene fra den socialdemokratiske top. 

Det er en skam, at Dan Jørgensen (S) efter knapt et år i Europaparlamentet helt har mistet følingen med, hvad der sker i Århus. Ellers havde han vel næppe valgt at bruge Europadagen d. 9. maj til at kritisere Århus for manglende international orientering, men i stedet sat fokus på EU´s betydning og den forfatningstraktatafstemning, der er lige på trapperne.

Man turde ellers forvente, at han i sin egenskab af EP-parlamentariker er klar over, at Århus-kontoret i Bruxelles er en dundrende succes, som alene i 2004 skaffede 16,1 mio. til regionen og løste konkrete opgaver for godt og vel hundrede virksomheder, der har nydt gavn af kontorets store ekspertise og internationale erfaring. Og at Århus deltager aktivt i Eurocities, som er et samarbejde mellem de europæiske storbyer.

Men også på mange andre områder er Århus i front. Oprettelsen af den internationale grundskole "International School of Aarhus" er blot ét eksempel på, at Århus står stærkt, når det gælder om at tiltrække de bedste forskere fra udlandet og dermed styrke byens position som international vidensby. Aros og Atletikon er eksempler på, at Århus er i stand til at begå sig som en kultur- og idrætsby i international klasse. Og med Erhvervsplan IV med undertitlen "En verden i forandring – en by i vækst" er 9 nye initiativer på vej, som skal ruste Århus til at møde udfordringerne i videns- og oplevelsessamfundet. Blandt andet ved at styrke vidensoverførslen mellem uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv, udbygge infrastrukturen og udnytte Århus særlige styrkepositioner såvel handel- og turistmæssigt som kulturelt.

Så det går godt for Århus, når det gælder om at orientere sig internationalt og gøre sig gældende blandt de bedste. Men hvis Dan Jørgensen har nogle konkrete forslag, som endnu ikke er sat i værk, og ikke kun løs krudt i bøssen, hører vi da gerne fra ham.

Det er de færreste, der ved det, men det er ganske vist: Den 9. maj er en festdag! Ikke blot i Århus, hvor der er feststemning på Rådhuspladsen med lagkage og festtaler, men i hele Europa. Det er nemlig årsdagen for fremsættelsen af Schuman-erklæringen i 1950, der blev indledningen til det samarbejde, vi i dag kender som EU. I erklæringen fremsættes ønsket om at sikre fred i Europa gennem økonomisk samarbejde mellem staterne. Det førte i første omgang til oprettelsen af Kul- og Stålfællesskabet. Men når vi i dag står med 25 medlemslande og 2 mere på vej, må vi sige, at visionen om at skabe et helt, samarbejdende, demokratisk og fredeligt Europa er lykkedes overmåde. Det er i det lys, forfatningstraktaten skal ses.

Flere med – nye regler
I Frankrig ser vi for tiden afstemningen om forfatningstraktaten udvikle sig til en afstemning for eller i mod Chirac. Men forfatningstraktaten er alt for vigtig til at drukne i personspørgsmål og krumme agurker. Forfatningstraktaten handler først og fremmest om at ændre de institutionelle strukturer, så EU også med 25 medlemslande bliver effektiv og beslutningsdygtig. Det betyder bl.a., at EU-lovgivning fremover som hovedregel skal vedtages med kvalificeret flertal. Det gælder de områder, hvor vi allerede har afgivet kompetence til EU for at løse grænseoverskridende problemer som f.eks. miljø og for at fremme den særegne kombination af marked og politisk regulering, som har lagt grunden for vækst og velfærd i Europa uden at gå på kompromis med miljø, forbrugerbeskyttelse og arbejdsmiljø. Med et ja til forfatningstraktaten d. 27. september giver vi EU muligheden for at tage fat på aktuelle udfordringer med at bringe de europæiske økonomier over i videnssamfundet på en social og miljømæssig afbalanceret måde og for at blive en aktiv medspiller på globalt plan. 

Mere enkelt og mere demokratisk
Gennem tiden er samarbejdet i EU blevet mere omfattende og kompliceret. Forfatningstraktaten fremmer overskueligheden ved at skrive alle eksisterende traktater sammen til én. Den indledes med et afsnit om de værdier, samarbejdet bygger på som f.eks. det enkelte menneskes værdighed, frihed, lighed, solidaritet og retsstatens demokrati. Værdierne understreges også af, at charteret om menneskerettigheder indsættes i traktaten. Det er forfatningstraktatens forfatningslignende del, fordi det giver den enkelte nogle rettigheder i forhold til EU´s institutioner og myndigheder. Men charteret er en tilføjelse og ikke en erstatning for de nationale grundlovsfæstede rettigheder. Forfatningstraktaten udvider heller ikke samarbejdet til nye områder, men indeholder tværtimod en tydelig kompetencedeling mellem EU og medlemsstaterne, så der sættes klare grænser for EU. De nationale parlamenter styrkes også ved, at de fremover kan bremse EU-lovgivning, hvis den er i modstrid med nærhedsprincippet. Endelig bliver samarbejdet mere demokratisk via en styrkelse af Europaparlamentet, offentlighed i Ministerrådets møder og indførelsen af borgerinitiativ, så borgerne og ikke kun politikerne kan fremsætte lovforslag.